Denne weekend stak til en gammel smerte i mig – TILLID. Eller rettere : manglende tillid. Til et andet menneske. Jeg tog mig selv i at begynde at bruge energi på at få historierne til at passe , at stille de rette spørgsmål og handle stratetisk , så jeg kunne ‘afsløre’ og finde ud af om personen overfor mig var sand eller ej.

Pludselig blev jeg taget en tur ned af memory lane, med ALLE de gange og AL den energi, jeg har brugt på at søge efter tillid eller mangel på samme uden for mig. Og så hvor opslidende det var, og hvordan jeg mistede mit center og kontakten til mig selv i den proces.

Og så huskede jeg , at alt jeg ser udenfor mig, blot er et spejl af det, der lever inde i mig.

Jeg kunne mærke et skifte inden i. At nu havde den startegi, om at bruge så meget krudt på at skabe bevismateriale på sandheden af personer og historier udenfor mig, udtjent sin værnepligt i mig.

I stedet holdt jeg spejlet op foran mig- mærkede ind af og spurgte :

Hvor er din tillid til DIG ? AV! Lidt værre at forholde sig til faktisk .
Tillid til MIT nærvær, MIN sandhed, værdighed, dømmekraft, intution, power, MINE evner, kvaliteter og grænser.

Tillid til at JEG ER NOK og alle MINE svar findes inde i mig.

Tillid til at hvis noget udenfor mig ikke er sandt, så vil jeg også vide det – hvis det er vigtigt.

I det store hele er den tillid til mig selv vokset og styrket, siden jeg for mange år siden begyndt rejsen HJEM og ved at lære mig selv at kende, på ‘godt’ og ‘ondt’.
Men på de store og sårbare områder for mig, kan angsten, tvivlen og den manglende tillid stadig melde sig. Om jeg nu også kan stole på MIG.
For MANGE gange i mit liv, har jeg forladt mig selv, for at tilpasse mig andres sandhed, historier, behov og smerte, for at føle mig ‘forbundet, værdsat og elsket ‘ .

Men ikke mere , besluttede jeg i går. Fra nu af vil jeg hver gang, jeg mærker den manglende tillid og tvivlen til et andets menneskes intentioner eller historier vende fokusset ind af .
Og spørge mig selv :
Hvad har jeg brug for fra mig selv lige nu? Hvordan kan jeg nære tilliden i og til mig selv? Så jeg igen kan føle mig tryg, ligegyldigt hvad der sker omkring mig?
Hvad er det jeg skal lære i denne situation? Hvad siger den om mig?

Det føles lidt konfronterende , og ja, jeg vil helt sikkert stadig både først komme til og/eller have lyst til at pege fingeren ud af igen. Men så vil jeg:

HUSKE og minde mig selv om at finde modet frem – til at se mig selv i øjnene og finde mit svar inden i.
HUSKE at være ærlig, kærlig og tålmodig med mig selv i processen, mens jeg finder og går den vej, der er sand for mig. Heppe og opmuntre mig selv til at forsætte , uanset om vejen bliver snorlige, kringlet eller jeg ind i mellem havner i en blindgyde .
Og sidst men bestemt ikke mindst :

HUSKE at jeg ikke er alene . For uanset hvad der sker uden for, vil JEG altid være tilstede med mig selv❤️ OG hvis jeg skulle forføres af min gamle strategi om at forlade mig selv, har jeg altid valget , til at huske og vende hjem igen ❤️

Kærligst Tanja