Uh… det kan føles både som et svigt, forkert, forbudt, skamfuldt- nærmest syndigt. Særligt som forældre! For vi er så betingede måske endda forvirrede, også når det kommer til selvkærlighed. På den ene side er det blevet ”moderne” med selvkærlighed, på den anden side er der stadig en masse bevidste og ubevidste labels og domme på den akt : det er egoistisk, uansvarligt, ukærligt, uden empati… you name it – but really?

Ja seføli skal vi være der for vores børn, give dem kærlighed, dække deres basale behov, lære dem at håndtere deres følelser og livets ups and downs. Det medfører et vist ansvar at sætte børn til verden og være rollemodel. Men for at kunne tilbyde dette, kræver det man kan dække og møde disse basale behov i sig selv.
Vi kan ikke give, hvad vi ikke er eller har. Punktum! Vi kan godt prøve, lade som om, og alt det der. Men er der noget vores børn mestrer, så er det at mærke, hvad der er autentisk og hvad der ikke er. De hører ikke, hvad vi siger, men ser hvad vi gør. Har du lagt mærke til det?
Så vi må være og mestre det vi gerne vil give dem med. Eller som minimum lærer sammen med dem hen af vejen. Også når det handler om selvkærlighed. Og særligt når vores ja til os selv er et nej til et behov de har .

Så hvis du et helt liv har sat andre før dig selv, og nu i stedet begynder at imødekomme dig selv først, er det ikke sikkert, det kommer til at gå ubemærket hen i dine relationer – være det med dine børn, partner, veninder, familiemedlemmer, kollegaer. Lidt som i en pardans, hvor samme trin og stilart har været anvendt i årevis, og hvor den ene af parterne pludselig skifter dansetrin og art. Man bumler ind i hinanden , træder hinanden på tæerne eller mister grebet.

Der kan komme reaktioner som ked af det-hed, sorg, frustration, irritation, vrede eller at folk trækker sig fra dig. Hvad jeg næsten kan love dig er, at deres reaktion er lige præcis den, der rammer dig allermest. Det er det smukke (og til tider konfronterende) ved at være i en relation. Vi bliver spejlet på ”godt og ondt”. Men det er også her vi kan vokse og lære allermest, hvis vi har modet til at kigge indad.

Forandringerne og de reaktioner, der evt kommer ved at vælge sig selv først, er ikke altid lette at være med eller håndtere – hverken de indre eller de ydre. De færreste af os har hverken lært at håndtere svære følelser eller at blive afvist. Og lige præcis derfor har vi måske netop gjort alt, hvad der står i vores magt for at undgå dette ubehag. Også selvom prisen er, at vi forlader os selv. For de fleste af os har den strategi oven i købet været en effektiv overlevelsesmekanisme! Så selvom det som voksen kan være destruktivt at fortsætte den strategi, føles det på forunderligvis også velkendt og måske endda ligefrem trygt.

Også her, starter det med dig selv. Når du lærer at være med dine egne følelser og reaktioner, ubehag og smerte, uden at flygte eller forlade dig selv, kan du også bedre rumme og støtte andre i det samme.

SOOOO what to do??
1. Brug din vejrtrækning til at være til stede i nuet og med dig
( hvis du ikke har læst mit oplæg om det, så gøre det her : https://www.facebook.com/liveinbalance.dk/posts/1535292826563706 , og brug i øvrigt vejrtrækningen som anker i de næste punkter)
2. Øv dig i at mærke og udtrykke dine behov og dit ja til dig selv
3. Få en kærlig, tryg og tålmodig ‘voksen’ tilstede inde i dig. En der støtter og hepper på du drager selvomsorg . Tag dig af de følelser, som må komme op i forhold til at vælge dig. Både dem du får inden og mens du udtrykker dig, samt dem du får, hvis dine omgivelser reagerer med modstand . Det kan være dårlig samvittighed, skyld og skam, frustration, vrede
4. I takt med du lærer at være der for dig selv i dine svære følelser, jo lettere vil for dig at rumme andres reaktioner på dine valg.
5. Du spørger dig selv: hvad siger denne situation/ reaktion om mig? Hvad er det jeg kan lære om mug selv her?
6. På den måde bliver du en autentisk og tryg rollemodel, som er stærk og modig nok, til at være og respektere sine kvaliteter, sårbarhed og smerte – uden at tage andres reaktioner personligt eller reagere med nedværdigende og krænkende adfærd mod andre. Og hvis det alligevel skulle ske midt under stormen ( vi er jo kun mennesker) er man ”voksen” nok til at hive den hjem igen, tage ansvar og sige undskyld.

Men HVORFOR? Det virker til at kræve et stort stykke (indre) arbejde!!

Ja det er rigtigt!

Jeg lover dig ikke det nødvendigvis vil være let, MEN at det er det hele VÆRD!! Fordi det skaber kærlige og respektfulde relationer. Med plads til forskellighed, rum til at alles behov og følelser at blive hørt og ikke mindst plads til at være den vi er, med alt hvad vi indebærer ❤

Kærligst Tanja